Skridt4Skridt lægger vægt på at kombinere forskellige teoretisk-metodiske tilgange, som alle har ressourcesynet som fællesnævner for en rehabiliteringsproces.

Skridt4Skridt tager udgangspunkt i en overbevisning om, at identitet og forandringer udvikles i relationer, der bygger på det ligeværdige møde. En grundantagelse er, at ”vi bliver til gennem den respons, vi får fra andre”.

Ud fra dette perspektiv inddrager vi teoretiske bidrag fra:

  • Det Systemiske perspektiv
  • Det Narrative perspektiv
  • Det Løsningsfokuserede perspektiv
  • Empowerment
  • Recovery traditionen og
  • Tilværelsespsykologien

Det systemiske perspektiv

”Intet menneske er ”opfindsomt” eller ”afhængigt” eller ”fatalistisk” i et tomrum.
Hans karakteregenskab, hvad den end måtte være, er ikke hans, men er snarere noget karakteristisk ved det, der foregår mellem ham og noget andet (en anden)”
(Gregory Bateson)

Det systemiske perspektiv tager sit afsæt i en måde at tænke på, hvor fokus flyttes fra ideen om, at vi kan afdække hvad fx verden og mennesket ér – til et fokus på hvordan mennesker erkender, kommunikerer og handler i verden. En antagelse er, at vi kun kan forstå en situation eller et menneskes handlinger og psykiske tilstande / følelser ved at inddrage det større system, som dette menneske indgår i; dvs. den kontekst og de relationer, der er part af situationen. Herved flyttes fokus fra et individuelt perspektiv og dermed fra diagnoser til at have fokus på samskabende processer. Frem for at fokusere på det, der er svært eller problematisk, er man mere optaget af at undersøge, hvad der kendetegner de situationer, hvor det problematiske er mindre eller ikke fremtrædende. Fokus er derfor ikke på mangler eller karaktertræk hos den enkelte, men på relationer og på hvad der kendetegner forskellige situationer, set ud fra en mere helhedsorienteret forståelse. Der tages udgangspunkt i, at alle til enhver tid gør deres bedste ud fra de forudsætninger, de har.

Det narrative perspektiv

”Bag ethvert problem er en frustreret drøm, og drømmen kom først”
(Peter Lang)

Begrebet narrativ betyder fortælling. Den narrative tilgang tager sit udgangspunkt i, at vi skaber mening i tilværelsen gennem de historier, vi fortæller til andre og hinanden om begivenheder i vores liv. Disse fortællinger (narrativer) er med til at forme vores relationer til andre mennesker, vores selvopfattelse, og de muligheder og begrænsninger vi oplever i vores liv.

Vi har alle mange forskellige fortællinger, som alle er formet af den kultur, vi er en del af. Nogle fortællinger bliver dominerende, fx de fortællinger vi oftest selv fortæller eller som andre fortæller om os. Sygdomsnarrativer dominerer ofte hos personer med længere sygdomsforløb, og sygdomsnarrativer kan i mange tilfælde skygge for bedring. Derfor arbejder vi med at ”tykne” og udbrede de ressourcefulde men måske oversete fortællinger, som der altid er i et menneskes liv. Et problem er ifølge den narrative tilgang aldrig 100% succesfuldt og det kan derfor være interessant at gå på opdagelse i, hvornår et problem ikke formår at fylde, og hvorfor.
Narrativ praksis er optaget af, at få mangfoldigheden af fortællinger frem i lyset, som kilde til mere righoldige identitetsforståelser.

Et velkendt slogan i den narrative tilgang er, at det er problemet, der er problemet og ikke personen, der er problemet.

Recovery perspektivet

”Recovery er en personlig proces, der handler om at indgive håb, holdninger, værdier, mål og kompetencer som gør det muligt at leve et personligt og tilfredsstillende liv med de eventuelle begrænsninger en sygdom medfører”
(William Anthony, 1993).

Recoverytænkningen gør op med synet på psykisk sygdom, som en kronisk tilstand, der varer resten af livet. Sammenfattende ser vi recovery som den personlige og relationelle proces, hvor den enkelte har fokus og lydhørhed i forhold til egne erfaringer og ressourcer der kan føre til de små sejre og til en gradvis større håndtering af et selvstændigt og værdigt hverdagsliv.

I samspil med den narrative tilgang sætter recovery tilgangen fokus på personen frem for patienten – og på personens egne kompetente erfaringer for, hvornår og hvordan vedkommende rent faktisk får det bedre. Det gælder også i inddragelsen af pårørende og andre relationer, der kan støtte en recovery proces.

Det tilværelsespsykologiske perspektiv

Tilværelsespsykologien bygger på den grundantagelse, at alle mennesker uanset baggrund og forudsætninger stræber efter at opbygge en ”god nok” tilværelse for sig selv og for hinanden. Kursisterne arbejder bl.a. med at:

  • Positionere sig i forhold til den personlige tilværelse og i forhold til samspillet med omverden.
  • Reflektere over de valg og værdier, der styrer den personlige tilværelse.
    Perspektivere den personlige tilværelse i forhold til at mærke sig selv, i forhold til at sætte sig ind i andre personers behov og i forhold til bredere samfundsmæssige sammenhænge.
  • Mentalisere og forstå sin egen og andres adfærd ud fra de følelser, behov og overbevisninger, der ligger bag måden at være til på.